Inden for vitaliseringspsykologien anskues mennesket som intentionelt, hvilket vil sige, at dets handlinger er motiveret af bestemte tanker, mål og værdier. Vi manifesterer os selv gennem vores handlinger, som er med til at forme vores identitet. Man kunne derfor også sige, at mennesket er drevet af at realisere sig selv. Ifølge professor i psykologi Jan Tønnesvang er menneskets realisering af sig selv ”betinget af vitaliserende psykologisk ilt fra dets omgivelser for at lykkes.”
Begrebet psykologisk ilt kommer fra Tønnesvangs vitaliseringsmodel, som han har udarbejdet for at tydeliggøre, hvordan vores omgivelser helt konkret går ind og påvirker os i vores livsrealisering. Vitaliseringsmodellen inkorporerer fire almenmenneskelige behov, nemlig:
- Behovet for autonomi: ”Se mig, som den jeg er”
- Behovet for relaterethed: ” Lad mig høre til”
- Behovet for mening: ”Vis mig, hvem eller hvad jeg kan blive”
- Behovet for kompetence: ”Giv mig passende udfordring”
Når Tønnesvang siger, at man har brug for psykologisk iltende responser på ovenstående behov, så mener han, at omgivelserne er med til at ventilere disse vitaliserende responser. Man kunne også sige det på den måde, at det enkelte menneske har brug for anderkendende ilt, tilhørsskabende ilt, meningsskabende ilt og udfordrende ilt.
Den vitaliseringspsykologiske samtale
Arbejder man vitaliseringspsykologisk med unge, er der tre fokusområder, der er væsentlige: mentalisering, motivation og selvforståelse. Man er opmærksom på den unges grundmotivation, fordi denne opfattes som motor for de valg, den unge træffer. Herigennem søger den unge efter de forskellige former for psykologisk ilt, og det er i denne søgen, at den unge udvikler sin selvforståelse samt evne til at mentalisere sin egen livsbane ud fra sine grundlæggende behov, som beskrevet ovenfor.