Om selvskadende adfærd

Selvskadende adfærd kan have mange ansigter. Hos Socialstyrelsen defineres selvskadende adfærd som en adfærd, hvor en person intentionelt påfører sig selv fysisk eller psykisk skade. Ydre årsager, der kan være med til at fremprovokere selvskadende adfærd, er eksempelvis mistrivsel, mobning, seksuelle overgreb og omsorgssvigt.

Mange kender nok cutting, som er en type selvskade, hvor personen skærer i sig selv for at udløse en smerte. Der er dog mange måder at yde selvskade på. Der er både set eksempler på mennesker, der har brændt sig selv, stukket i eller slået sig selv. Disse former for selvskade kan kategoriseres som direkte selvskade. Derudover findes der også indirekte selvskade, som blandt andet ses ved forskellige typer af misbrug, spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi samt generel risikoadfærd. Den alvorligste kategori inden for selvskade er selvskade med suicidal hensigt, som kan være bevidst indtagelse af en overdosis og andre slags selvmordsforsøg.

Hvorfor selvskade?

Det kan umiddelbart være svært at forstå, at mennesker, der på den ene eller anden måde har ondt i livet, har lyst til at udsætte sig selv for yderligere smerte. Det man skal forstå omkring selvskade som aktiv handling er, at den paradoksalt nok bliver en form for mestringsstrategi. Den der gør skade på sig selv er, mens handlingen udføres, selv herre over sine følelser og kan kontrollere, hvornår og hvordan det skal gøre ondt. Hvis man er vokset op i et kaotisk miljø, har man måske ikke været vant til selv at kunne kontrollere sådanne ting.

Socialstyrelsen oplister følgende forklaringer på, hvorfor mennesker griber til at skade sig selv – for der er som oftest en ’god forklaring’, selvom selve handlingen virker destruktiv og måske direkte livstruende.

• Behov for selvstraf, hvor aggression rettes indad i stedet for udad.
• En kommunikationsform over for andre, for at signalere at man har det dårligt.
• Social indlæring, hvor man inspireres af sin omgangskreds til at bruge selvskadende adfærd.
• En uhensigtsmæssig form for affektregulering.

Den uhensigtsmæssige affektregulering skal forstås på den måde, at det kan være befriende for et menneske at manifestere en smerte fysisk, fordi mange, der har ondt i sjælen, oplever en indre diffus smerte eller et virvar af følelser, som kan være svært at bearbejde. Selvskaden bliver altså en form for selvregulering af det indre liv, men er en uhensigtsmæssig mestringsstrategi, som ikke gavner den selvskadende, selvom det kan føles sådan i momentet.  

Selvskadende adfærd blandt unge

Desværre er selvskadende adfærd et voksende problem blandt unge. Debutalderen er ofte 11-17 år, og det er i forvejen en sårbar alder og livsfase. Derfor er det vigtigt, at man som voksen omkring en ung, der har det svært, er ekstra opmærksom på, om der er risiko for selvskadende adfærd, selvom det kan være svært at få øje på, før det er sket.

Den selvskadende adfærd må, ifølge Socialstyrelsen, anskues ud fra en bio-psyko-social forståelsesramme, hvilket antyder problemstillingens kompleksitet. Med et bio-psyko-socialt perspektiv på selvskade arbejder man med den antagelse, at der hos den selvskadende unge eksisterer en indlært sårbarhed. Denne sårbarhed kan være indlært som følge af omsorgssvigt, forstyrret tilknytningsmønster, mistrivsel eller seksuelle overgreb. Undersøgelser viser samtidig, at en ung med selvskadende adfærd i højere grad har tendens til at tage imod et behandlingstilbud, hvis forældrene, eller de primære omsorgspersoner, bakker op om behandlingen.