Underviserportræt: Anne Stærk

”Der gik ikke lang tid, før jeg følte mig hjemme blandt de narrative ideer og praksisser”

Anne Stærk er psykolog og har gennem mange år praktiseret og undervist med afsæt i de narrative idéer og praksisser. Nu underviser hun også på Generators kursus Narrative samtaler med unge, som har til formål at klæde fagprofessionelle på til narrative samtaler, der sigter mod at støtte de unge i en selvstændig og positiv udvikling. Den narrative tilgang rummer et menneskesyn, der – fra første møde med det – tiltalte Anne Stærk, og i interviewet her fortæller hun hvorfor.

På sit kontor i klinikken Inpraxis i Aarhus afholder Anne Stærk samtaler med unge; samtaler der især er funderet i den narrative tilgang, der har fortællinger som sit omdrejningspunkt. Tilgangens centrale antagelse er, at mennesket kontinuerligt skaber mening ved at organisere egne erfaringer som fortællinger. Fortællingerne får betydning for, hvordan vi ser os selv og på vores handlemuligheder i livet. Og jo flere fortællinger, jo flere handlemuligheder, forklarer Anne.

... opgaven er, sammen med den unge, at udforske hendes fortællinger med den hensigt at udvide de fortællinger, hun har om sig selv og livet.

”Når vi som voksne møder et ungt menneske, der står i vanskeligheder, vil den narrative kongstanke være, at opgaven er, sammen med den unge, at udforske hendes fortællinger med den hensigt at udvide de fortællinger, hun har om sig selv og livet.”

Den narrative tilgang blev grundlagt af Michael White og David Epston i 1980’erne, og i løbet af årene er det blevet en terapiretning, der har fået fodfæste og anerkendelse globalt. Som fundamentet i terapiretningen lånte Michael White og David Epston den amerikanske psykolog Jerome Bruners pointe om, at vi skaber mening gennem fortællinger. Fortællingerne er ikke hverken fakta eller fiktion, men er opstået i et samspil mellem erfaringer, relationer og kulturen omkring os. De er, som Anne udtrykker det, forankrede i det levede liv.

Praksis og teori hænger tæt sammen 

Da Anne, for efterhånden mange år siden, var i praktik under sit studie, mødte hun for første gang de narrative idéer og praksisser. På dette tidspunkt var den narrative tilgang en ny terapiretning i Danmark, og Anne var ikke den eneste, der hurtigt følte sig hjemme blandt de narrative ideer og praksisser. Tilgangen tilbyder ifølge Anne et menneskesyn, der danner afsæt for konkrete praksisformer.

”Den narrative tilgang tilbyder mig et afsæt for min praksis i mange forskellige sammenhænge. Fordi det ikke først og fremmest er en metode, men snarere en etik, en tænkning, et sæt af antagelser, så kan jeg bruge den til at inspirere min praksis i mange forskellige sammenhænge – lige fra dagligdagssamtaler med børn/unge, når jeg superviserer, til når jeg underviser og så selvfølgelig også terapi.”

Den narrative teori er i tæt samspil med dens praksisformer, som eksempelvis forslag til konkrete spørgsmål, konkret involvering af betydningsfulde andre, terapeutiske breve og dokumenter. Og i Inpraxis arbejder Anne og hendes kollegaer til dagligt med at gøre de narrative ideer og praksisformer brugbare i forskellige kontekster udover i terapien – og hele tiden på nye, inspirerende og til de konkrete kontekster tilpassede måder. De narrative idéer og praksisser kan således også inspirere samtaler i studievejledningen, som ungekonsulent eller som mentor for en ung.

Den hjælpsomme samtale

Det er den unges fortællinger, der sættes under lup i samtalen med den unge – især den unges fortællinger om sig selv. Det er også en del af den narrative forståelse, at vi er og bliver de historier, vi har om os selv i vores liv, fortæller Anne.

”Når f.eks. et ungt menneske over tid har levet med særlige fortællinger om sig selv, kan de blive til fastlåste sandheder. Det er sådan det er! Det er sådan jeg er! Og man vil handle derudfra.”

Problemmættede fortællinger kan spærre for udsynet til brugbare handlemuligheder for unge, og i samtalerne med de unge, vil den narrativt inspirerede samtalepraktiker være optaget af at skabe hjælpsomme samtaler, der giver rum til, at den unges fortællinger kan bredes ud, så der kan åbnes for flere handlemuligheder.

”Opgaven som narrativ samtalepraktiker vil i høj grad være at holde fast i, at det, man hører den unge fortælle, ikke er fakta eller sandheden, men netop det, der er muligt for den unge at fortælle lige nu. Og hvis denne fortælling låser den unge fast i livet, ja så er denne fortælling jo ikke hjælpsom,” pointerer Anne.  

Opgaven som narrativ samtalepraktiker vil i høj grad være at holde fast i, at det, man hører den unge fortælle, ikke er fakta eller sandheden, men netop det, der er muligt for den unge at fortælle lige nu. Og hvis denne fortælling låser den unge fast i livet, ja så er denne fortælling jo ikke hjælpsom ...

Kulturen er et hjørneflag

Vores fortællinger bliver skabt ud fra vores egne erfaringer, men bliver samtidig til indenfor rammerne af vores relationer og den kultur, der omgiver os.  Her spiller sociale medier, reklamer, podcasts, fremdriftsreformer og ’bonusordninger’ til at hæve sit karaktergennemsnit bl.a. en rolle. Budskaberne fra denne del af kulturen hænger mange gange sammen med den individtænkning, der hersker i dag, og som påvirker og farver de unges fortællinger.

”Den unge selv får æren for at lykkes, men samtidig også skylden for at mislykkes. Mange af de unge, jeg møder, slås med udfordringer, der udspringer af dette vilkår i samtiden i dag…,” siger Anne.  

Individtænkningen er et godt eksempel på, hvordan normerne spiller ind på den unges egne fortællinger. I narrativt øjemed er samspillet mellem kulturen og det enkelte menneske helt fundamentalt.

”Som mennesker skaber vi ikke mening i et tomrum, og det er er en hel central grundsten i den narrative tilgang, at kulturen er hjørneflag for de fortællinger vi møder i samtalerne med de unge.”  

Den refleksive distance

Selvom kulturen danner hjørneflag om fortællingerne, er det dog ikke hensigten med den narrative samtale at lave en større kulturanalyse af den unges liv eller lære den unge at frigøre sig fra de skitserede normer. Vi kan ikke frigøre os fra normerne. Vi er kulturelle væsener, der får vores ideer, værdier, krav og forventninger til det gode liv fra kulturen. Normerne og kulturen er en del af os. Anne peger dog på, at normerne ofte tages for givet, fordi de opfattes som sandheder, og at mennesker lever gennem dem uden at lægge mærke til dem og deres indflydelse.

Den narrative praksis har derfor fokus på at hjælpe de unge med at få øje på normerne, hjælpe de unge med at undersøge effekterne af normerne i den unges liv og dernæst hjælpe den unge til at forholde sig til dem på en mere nuanceret måde. Det er også det, som Anne kalder refleksiv distance. Sigtet – og Annes erfaring – er at dette kan hjælpe de unge med at finde bedre veje og måder at leve i samtiden med dens net af individualiserende og præstationsorienterede normer.

 

 

Den narrative praksis har derfor fokus på at hjælpe de unge med at få øje på normerne, hjælpe de unge med at undersøge effekterne af normerne i den unges liv og dernæst hjælpe den unge til at forholde sig til dem på en mere nuanceret måde.

Narrative samtaler med unge

Læs mere om kurset og tilmeld dig

Læs også

Artikler

Hvordan man ikke bør håndtere krænkelser

Denne artikel undersøger forløbet og håndteringen af elevkrænkelser, på Filmhøjskolen ”European Film College” i Ebeltoft, i foråret 2021,  med inputs og feedback fra erhvervspsykolog Ditte

Læs mere »