Psykologiske tilgange, Temaer

Om narrativ tilgang

Lær mere...

Om hjernemotiverende undervisning

Om det oplevelsesorienterede menneskesyn

Begrebet narrativ kan oversættes med fortælling. Den narrative tilgang til mennesket er baseret på ideen om, at vi forstår vores liv gennem fortællinger. Det er den amerikanske kulturpsykolog Jerome Bruner, der i løbet af 1980’erne er med til at grundlægge narratologien som en teoretisk forståelsesramme for menneskets måde at erkende sig selv på. Fortællingen anskues altså som en meningsbærende enhed, der afspejler menneskets forståelse af sig selv og sin livsverden.

I praksis bliver denne grundpsykologiske tilgang til mennesket taget op af den australske socialrådgiver Michael White, som udvikler en decideret narrativ terapi. Det er et velkendt motto for denne terapeutiske retning, at det er problemet, der er problemet – og ikke personen, der er problemet. I dag anvendes narrativ tilgang på tværs af det psykologiske, didaktiske og pædagogiske arbejde som et metodisk fundament i samtaler.

Den narrative samtale

I den narrative samtale med et ungt menneske er der fokus på de fortællinger, som den unge har om sig selv. Disse kaldes også identitetsfortællinger, fordi de siger noget om, hvordan den unge ser sig selv og sin livssituation. I arbejdet med identitetsfortællinger er det vigtigt at holde sig for øje, at de ikke blot er et udtryk for den unges syn på sig selv, men at de også er indlejret i en social og kulturel kontekst. Det vil sige, at den kultur, som den unge befinder sig i, indeholder en masse medfortællere. En medfortæller kunne eksempelvis være sociale medier, som er en stemme, der er med til at forme den unges fortællinger om sig selv.

Hvis den unges fortællinger er negative, kan det påvirke den unges syn på sin identitet og egne handlemuligheder. Her er det vigtigt at hjælpe den unge til at indse, at der findes flere mulige fortællinger, og ikke én af dem er den eneste sande. Denne erkendelse hos den unge er med til at skabe grobund for alternative fortællinger. I en narrativ praksis forsøger man at hjælpe alternative identitetsfortællinger frem hos den unge, fordi antagelsen er, at disse alternative fortællinger kan være med til at skabe nye handlemuligheder for den unge. Der kan anvendes forskellige interview- og samtaleteknikker til at inspirere den unge og fremme produktionen af alternative fortællinger.