Vi lærer gennem belønning. Så simpelt kan det siges, hvis man lytter til den nyeste hjerneforskning. Inden for didaktikken er man derfor også i løbet af det seneste årti begyndt at flirte med neuropsykologien.
Positive udsving i hjernens belønningssystem er nemlig med til at skabe en indre motivation for at gentage den handling, der udløste dette udsving. Sagt på en anden måde, så udskilles signalstoffet dopamin, når vi føler os belønnede. Udskillelsen hjælper os til at huske, at netop denne handling giver os en lykkefølelse. Dopaminproduktionen er altså i princippet med til at skabe en indre motivation for at lære. Du kan læse mere om indre og ydre motivation her.
Belønning knyttet til indre motivation
Inden for neuropægogikken snakker man om, at det er muligt at optimere læringsmiljøet netop ved at forstå hjernens ressourcer på den rigtige måde og på den måde skabe motiverende undervisning, der retter sig mod børn og unges belønningssystem. Den evidensbaserede hjerneforskning skaber grobund for at udforme en didaktik, der i højere grad fokuserer på elevernes indre motivation – som er neuropsykologisk funderet – i stedet for en ydre motivation, fremprovokeret af frygt for ikke at få den karakter man drømmer om eller håber på.
Hvis man altid ligger øverst i karakterhierarkiet, så reagerer man måske positivt på at indgå i karakterræset. For mange er det dog lige omvendt. Karakterer har en stressende effekt på børn og unge i dag, fordi der er større fokus på den enkeltes præstation samt retorikken omkring ’at blive til noget’ – blandt andet hjulpet på vej af de bedste karakterer.