Arbejder man med mennesker, har det som oftest en pris. Medfølelsens pris, som den norske psykolog Per Isdal kalder det i sin bog af samme navn fra 2020. Over tid er prisen, at man mister sin evne til at forholde sig empatisk og risikerer at brænde ud. Man er blevet omsorgstræt, som vi kalder det på dansk. Men hvor stammer begrebet egentlig fra, og hvordan kan man forebygge, at en selv eller ens kollega bliver omsorgstræt? Det er nogle af de spørgsmål, som denne artikel svarer på.
Når Generator slår dørene op til endnu en temadag om omsorgstræthed, så er det psykolog Dorthe Raff, der underviser og formidler temaet på dagen. Derfor har vi snakket med hende om, hvad omsorgstræthed er, og hvorfor den kan være udfordrende at danse med. Og det svarer hun på i denne artikel, samtidig med at hun giver et par gode råd til, hvordan man kan hjælpe hinanden på arbejdspladsen med at forebygge, at omsorgstrætheden breder sig.
Omsorgstræthed er ikke en diagnose, men en tilstand. Ifølge Dorthe Raff kan tilstanden dog være svær at spotte, fordi den kan minde om andre lidelser som angst, depression, stress og udbrændthed.
”Noget af det, der er vigtigt at bemærke, enten ved sig selv eller ens kollega, er, om der er sket væsentlige ændringer i det mentale helbred og ens adfærd,” forklarer Dorthe Raff.
Det kan f.eks. være, at man
Er blevet mindre social
Er blevet mere irritabel
Er blevet mere trist
Og så skal man stille sig nysgerrig på, hvad denne ændring mon skyldes.
Under- og overinvolvering
Der er to måder, som omsorgstræthed kan vise sig på – som under- eller overinvolvering.
Når man underinvolverer sig beskytter man, ifølge Dorthe Raff, sig selv.
”Det er en måde at beskytte sig selv på, når kravene bliver for høje, eller belastningerne for svære. Det kan være ved at distancere sig, blive kynisk, bagatellisere ting, have tanker om at de andre selv er ude om det, undgåelse af opgaver med mere.”
Overinvolverer man sig i sit arbejde, og i de klienter, patienter eller borgere man har med at gøre, så fylder arbejdet det hele, og man har svært ved at overlade opgaver til andre, fordi man føler, at man er den eneste, der kan gøre det.
”Man gør mere, end man skal, der kan være tale om en symbiotisk relation, en stærk følelsesmæssig identifikation,” fortæller Dorthe Raff.
I begge tilfælde er adfærden et udtryk for, at omsorgstrætheden er ved at udvikle sig og potentielt kan ende i udbrændthed, hvis ikke man får spottet den – på den lange bane – uhensigtsmæssige adfærd.
Den amerikanske psykolog Charles Figley var en af de første til at beskæftige sig med begrebet omsorgstræthed. For ham var omsorgstrætheden en naturlig konsekvens af dét at arbejde med mennesker, der på den ene eller anden måde har det svært. At blive omsorgstræt er med Dorthe Raffs ord ”resultatet af langvarig eksponering for andres lidelse”. Eksponeringen slider på os som mennesker, særligt fordi vi er i en position, hvor vi drager omsorg for et andet menneske.
I svære tilfælde kan omsorgstrætheden føre til udbrændthed, som er en anden tilstand, men det er ikke altid, det kommer dertil. Man kan også være udbrændt uden at lide af omsorgstræthed. Men der er en række faktorer, som spiller ind på, at omsorgstrætheden opstår:
Hvor længe man er i den/de situationer, der skaber omsorgstrætheden.
Graden af belastning, som man udsættes for.
Om man var forberedt på belastningen, eller den kom uventet.
Hvor meget støtte man får, eller om man står alene med udfordringen.
Graden af beskyttende faktorer.
Alle disse faktorer har noget at sige ift., om omsorgstræthed udvikler sig og hvordan. Faktorerne kan være gode at støtte sig til, når man skal tale om de strukturer, der er på arbejdspladsen, og den måde man hjælper og støtter hinanden på. Og så er det en organisatorisk udfordring at få skabt zoner på arbejdspladsen, hvor der ikke snakkes om arbejde og journaliseres etc.
"Omsorgstræthed er resultatet af langvarig eksponering for andres lidelse."
Forskningen inden for omsorgstræthed kaster også et perspektiv på arbejdspladsens fællesskab. Blandt andet snakker den norske psykolog Per Isdal om åbenhedsprincippet, når det kommer til forebyggelse. Han sætter fokus på italesættelsen af omsorgstrætheden blandt kollegaer og gør den derved til et fælles-kollegialt problem.
Isdal opfordrer til, at man snakker med sine kollegaer om, hvad omsorgstrætheden gør ved én selv, og hvad den gør ved dem. Heri ligger også at få normaliseret, at man i det hele taget kan snakke om de her ting.
Og så er egenomsorg også vigtigt; at man får holdt pauser og får adskilt arbejde og fritid.
Den norske psykolog Per Isdal sætter fokus på italesættelsen af omsorgstrætheden blandt kollegaer og gør den derved til et fælles-kollegialt problem.
Dorthe kommer her med sine tre bedste råd til at reducere omsorgstræthed og undgå ’smitte’ på arbejdspladsen.
1) Først og fremmest at omsorgstræthed skal ses som et kollektivt problem og ikke et individuelt problem. Vi har et ansvar som arbejdsplads, som leder, som kollega og som individ for at passe på hinanden og os selv. Derfor er viden om omsorgstræthed vigtigt, for på den måde kan vi forebygge.
2) Det er vigtigt at tale om omsorgstræthed, at vide at det kan være et vilkår og derved finde en måde at tale om hvad arbejdet gør ved os, uden at det er forbundet med skyld eller pegen fingre.
3) Vigtigt at finde en måde at skabe ”voldsfri” zoner på, både kollektivt på arbejde, men også måder jeg selv kan gøre det, fx i overgang fra arbejde til hjem.
Læs mere om temadagen og tilmeld dig her
Dafolo A/S styrker sin position i markedet med erhvervelse af Straarup & Co og Generator Pædagogik & Psykologi Med erhvervelsen af de to selskaber supplerer
”Så kom jeg i kontakt med MyWay, hvilket er den bedste beslutning, jeg har taget, nogensinde.” 19-årige Anne havde i en længere periode haft det
”Der gik ikke lang tid, før jeg følte mig hjemme blandt de narrative ideer og praksisser” Anne Stærk er psykolog og har gennem mange år
