Temaer

Stille elever

Det kan være rigtig svært at undervise en elev, der udviser stille-adfærd – en såkaldt stille elev. Som lærer eller underviser har man måske en ambition om, at den pågældende elev kommer mere på banen og får en stemme i klasserummet. Det er nemmere sagt end gjort, fordi det at sige noget ofte fylder rigtig meget for den stille elev – både før og efter selve undervisningssituationen. Det viser dette citat også, hvor en elev fortæller om, hvor meget det kan fylde i løbet af en skoledag at række hånden op, selvom man har forberedt sig grundigt hjemmefra:

”Det tager ekstremt meget energi bare at række hånden op, og jeg er hele tiden bange for at lyde dum. Selv om jeg forbereder mig godt inden timen, føler jeg mig stadig ikke sikker nok til at række hånden op. Det fylder enormt meget, da jeg bruger meget tid på at ærgre mig. Nogle gange når jeg snakker med læreren, begynder jeg at svede og blive rød i hovedet.” (Elev, 2014)

Citatet stammer fra bogen Stille elever – klar til forandring?, der har til hensigt at hjælpe lærere og andet fagpersonale med at identificere og støtte de stille elever.

Hvis man som fagprofessionel vil støtte de stille elever, må man sætte sig ind i, hvad der karakteriserer den stille-adfærd, som stille elever udviser, og være nysgerrig på, hvilke tanker og følelser der igangsætter denne adfærd. Vi lever i en tid, hvor det at være aktivt – og mundtligt –  deltagende og have en udadvendt udstråling honoreres. Derfor handler debatten om de stille elever også om, at vi er bevidste om det læringssyn, som præger vores uddannelsessystem i dag, så vi forstår, hvorfor stille-adfærden betragtes som problematisk, på trods af at de stille elever følger med og i mange tilfælde er meget opmærksomme og aktivt lyttende.

Stille-adfærd – og skjulte kendetegn
I en undersøgelse fra 2014, foretaget af Dansk Center for Undervisningsmiljø, svarer 25 % af de adspurgte folkeskoleelever, at de i en eller anden grad har problemer med at turde sige noget i timerne. Det er ikke dem alle, der per definition er stille elever, men det peger på, at præstationspresset og tankerne om, hvad de andre tænker om mig, når jeg svarer fylder noget i de fleste klassemiljøer.

De stille elever udviser typisk følgende adfærd:

  • Rækker aldrig eller sjældent hånden op.
  • Er pligtopfyldende.
  • Melder sig ikke frivilligt til opgaver i forbindelse med fremlæggelse eller opsamling in plenum.
  • Svarer ofte kortfattet og med lav stemme.
  • Kan finde på at pjække for at slippe for at skulle sig noget på klassen eller blive konfronteret med ikke at gøre det.
  • Kan ved fremlæggelser udvise tegn på nervøsitet som rødmen, stammen eller rysten på hænderne.
  • Foretrækker at arbejde i mindre grupper, hvor der er nogen at være tryg ved.
  • Overforbereder, skriver mange noter og kan finde på at bede om udsættelse for at kunne nå at gøre det bedre.

Adfærden er alt det, vi kan se og bemærke i klasserummet. Bag adfærden eksisterer selvfølgelig en masse tanker, følelser og kropslige reaktioner, som vi ikke altid kender til. Det er værd at undersøge disse skjulte tegn nærmere, når man vil lære at forstå den stille elevs adfærd. En dominerende tanke for mange stille elever er, at de skal være 120 % sikre, før de tør at række hånden op i timen og sige noget. Det er selvsagt umuligt, og derfor føles presset ekstra stort.

Nogle af de stille elever oplever, at deres perfektionisme sætter en stopper for, at de kan melde sig på banen. Det er også ofte, at de stille elever har forringet selvtillid eller selvværd, og den slags udfordringer kan få eleven til at føle, at det at sige noget er det samme som at udstille sig selv og gøre sig sårbar. Stille-adfærden kan medføre en række følelser hos den stille elev, som eksempelvis frustration og irritation over egen formåen, men også oplevelsen af at være udmattet og overvældet, fordi det tager så meget energi at overvinde sig selv og sige noget – eller blot sidde og diskutere med sig selv om man tør eller ej. I følgende citat beskriver en elev, hvordan det føles at fremlægge og blive så nervøs, at man begynder at kludre rundt i det:

”Man kan godt ende med følelsen af, at man lige så godt kunne være blevet væk, når man alligevel ikke er kommet med noget konstruktivt.” (Elev, 2014)

Støtte til stille elever
I Stille elever – klar til forandring? kommer forfatterne med følgende tre forslag til, hvordan man både på klassen og indviduelt kan arbejde med og støtte de stille elever.

1. Skab et trygt klasserum

Det sociale klima i klassen er vigtigt, både eleverne imellem og mellem lærer og elever. Her er det lærerens relationskompetence, der sættes i spil og er med til at skabe et godt selvbillede og motivation hos eleverne. Samtidig kan det være en fordel at overveje en gruppesammensætning, hvor den stille elev får lov at være i en mindre gruppe med nogle af de elever, som han/hun er tryg ved. Derudover kan du lave individuelle aftaler med den stille elev om, at han/hun forebereder noget bestemt, som siges på klassen næste gang. Du kan også ’forhåndsgodkende’ en opgave, som eleverne arbejder med i timen, så den stille elev har mulighed for at være den, der gennemgår opgaven under opsamlingen.

2. Gør det synligt, at fejl er acceptable – og lærerige

Med nutidens fokus på at præstere, i det såkaldte  performancesamfund, som unge vokser op i, er det en tendens, at elever er bange for at fejle. Vi har desværre skabt en kultur, hvor fejl anskues som noget forkert, der er tegn på, at man ikke er god nok – hverken på den faglige eller sociale bane. Nulfejlskulturen er også opstået på baggrund af det stigende karakterræs, som eleverne føler sig presset af. Derfor er det rigtig sundt – både for de stille elever og resten af klassen – at skabe et klassemiljø, hvor fejl synliggøres som noget, der er fuldt ud acceptabelt, naturligt og ikke mindst lærerigt. Eleverne kan ofte føle, at undervisningen er et præstationsrum, der minder om eksamenssituationen. Det kan være en idé aktivt at italesætte klasserummet som en træningsbane, hvor vi konstant prøver ting af, og hvor ingen kan gøre det perfekt. Hvis man kan skabe en fælles forståelse af, at det perfekte ikke er et ideal i klassen, kan man være med til at gøre det nemmere for den stille elev at sætte sig selv i spil. 

3. Hjælp den stille elev på vej til gradvist at øge sin aktive deltagelse

Det er vigtigt, at eleven ikke føler sig presset, til pludselig at skulle ændre på den rolle han/hun hidtil har haft. Derfor er det vigtigt at stille passende udfordringer, så den stille elev i sit eget tempo kan ændre på sin adfærd og på den måde danne grobund for, at tanker, følelser og kropslige reaktioner også kan ændre sig. Inden for den kognitive adfærdsterapi arbejder man med den kognitive diamant, som netop illustrerer sammenspillet mellem adfærd, tanker, følelser og kropslige reaktioner. For at påvirke den stille elevs negative følelser og tanker er det væsentligt, at eleven får nye positive oplevelser med at bryde sin stille-adfærd, så der er nye erfaringer at forholde sig til følelsesmæssigt og i tankerne.

Referencer:

Reimick, Sofie Hyldig; Marianne Benoni Jørgensen; Maiken Baltzer Løsmar & Mette Louise Graah Rasmussen (2016): Stille elever – klar til forandring?. Turbine Akademisk

Se også relevante arrangementer:

stille elever

Læs mere om konferencen her

Læs mere om kurset her