TEMA: Eksamensangst – interview med Sanne Kjær, Afdelingsleder i Studenterrådgivningen

Sanne Kjær har stor faglig erfaring med angst og er i øjeblikket medforfatter på en bog om eksamensangst, som forventeligt udkommer i efteråret 2020. Bogen henvender sig til både elever/studerende og lærere samt vejledere og giver viden og konkrete redskaber til at håndtere eksamensangst. Sanne Kjær fortæller i dette interview om arbejdet med eksamensangst hos Studenterrådgivningen og om, hvordan bogen kan være med til at hjælpe eksamensangstramte unge.

Hvordan arbejder du med eksamensangste unge i din hverdag?
I Studenterrådgivningen arbejder vi med eksamensangstramte studerende fra videregående uddannelser på forskellige måder. Eksamensangst kan ramme forskelligt, men har alligevel ofte en række fællestræk. Vi har en pjece og en app om eksamenshjælp, som jeg ved har hjulpet mange studerende. Det samme gør sig gældende, for de workshops vi udbyder om eksamensangst, mens andre studerende har behov for nogle individuelle samtaler hos en af vores rådgivere eller at deltage i et gruppeforløb med andre eksamensangstramte studerende og en af vores rådgivere. 

Link til Studenterrådgivningens pjece om eksamen: file:///Users/mille/Downloads/Eksamen%20(3).pdf 


Link til Studenterrådgivningens app, med råd og vejledning om eksamen:
https://srg.dk/da/gode-r%C3%A5d-til-studielivet/app-eksamenshj%C3%A6lp/

At få mere viden om angsten hjælper mange, men ofte er det også nødvendigt at arbejde med at forholde sig kritisk til de tanker, mange har om eksamen. Vi ser en tendens til, at eksamensangstramte studerende overvurderer risikoen for, hvilke katastrofale ting der kan ske til eksamen og undervurderer egne evner til at håndtere en krævende situation såsom eksamen, hvor de mærker angst. Endelig er det for de fleste eksamensangstramte studerende afgørende at arbejde med at indøve en mere hensigtsmæssig adfærd, hvor de fx hverken over- eller underlæser grundet angst op til eksamen.

”Vi ser en tendens til at eksamensangstramte studerende overvurderer risikoen for hvilke katastrofale ting der kan ske til eksamen og undervurderer egne evner til at håndtere en krævende situation såsom eksamen, hvor de mærker angst.”

Hvad har gjort størst indtryk på dig i mødet med de her unge? 

Det der gør størst indtryk på mig er, at ressourcestærke studerende kan blive så hårdt ramt af eksamensangst, at de præsterer langt dårligere end deres egentlige niveau, at de er voldsomt forpinte og for nogle i en grad, at deres studietid forlænges eller i værste fald, at de helt springer fra studiet. Det er ekstremt ærgerligt, når man ved, at langt de fleste med en relativ lille indsats kan komme angsten til livs. Jeg ville ønske, at flere eksamensangstramte studerende søgte hjælp, eller at uddannelserne havde mere fokus på eksamensangst.

Hvordan oplever du, at præstationssamfundet – og den retorik, som følger heraf – virker ind på de unges forhold til eksamer?

En af de ting, jeg har bemærket, er den negative retorik der er om 12-tals piger. Mange af de studerende som klarer sig godt til eksamen, men som lider af eksamensangst eller perfektionisme, skammer sig ofte over at have det sådan og over at søge hjælp, fordi de i medierne portrætteres som forkælede og som nogen, der bare skal tage sig sammen. Denne slags skam kan i sig selv være ekstremt pinefuld og invaliderende, og den kan forværre fx angst. Skammen kan også komme, hvis man som studerende ikke oplever at klare sig så godt som sine medstuderende. Man forestiller sig, at ens medstuderende kan nå at læse hele pensum, forstår og kan huske det hele, at de har en sød og sjov kæreste, at de spiser sundt, dyrker regelmæssig motion og har et spændende og meningsfuldt studiejob. 

”Mange af de studerende som klarer sig godt til eksamen, men som lider af eksamensangst eller perfektionisme, skammer sig ofte over at have det sådan og over at søge hjælp, fordi de i medierne portrætteres som forkælede og som nogen, der bare skal tage sig sammen.”

Hvilke tanker gør du dig, om den bog om eksamensangst, som du er med til at skrive?

Jeg håber, at bogen kan hjælpe eksamensangstramte og andre til bedre at forstå angst, så noget af den skam, der kan knytte sig til angst, kan reduceres. Jeg håber eksamensangstramte kan relatere sig til nogle af de eksempler, der er i bogen, og især at de får ideer til, hvordan de kan forholde sig kritisk til katastrofetanker og ikke bare tage dem for gode varer, samt finder en god balance i at læse op til eksamen, på en måde hvor man arbejder hårdt, men også husker at holde fri. Endelig håber jeg, at alle der læser bogen tager med sig, at selvom angst er ekstremt ubehageligt, så er det ufarligt og en del af livet.

Sannes bedste råd til unge, der kæmper med eksamensangst:

  • Husk angst er ubehagelig, men ufarlig. 
  • Forhold dig kritisk til dine katastrofetanker. 
  • Lav en plan for, hvordan du systematisk vil gøre noget, der går imod angsten. 
  • Søg hjælp, hvis du stadig synes, din eksamensangst fylder for meget.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *