Man kan en masse på trods af sin dysleksi

af Mathias Randel Søndergaard

"Man kan en masse på trods af sin dysleksi, og den må ikke gøres til mere, end den er."

Ifølge portalen Sundhed.dk har ca. 8 % af børn i skolealderen og unge i uddannelsessystemet diagnosen dysleksi – eller ordblindhed, som er den mere folkelige betegnelse. På trods af den høje elevandel, så fylder dysleksien ikke meget i mediebilledet og får sjældent meget spalteplads.

Mathias Holme Andersen, som læser en kandidat i pædagogisk psykologi på Aarhus Universitet, har dysleksi og blev bevidst om det, allerede inden han startede i skole, da han havde arvet lidelsen fra sin far. I denne artikel kan du læse mere om Mathias’ møde med uddannelsessystemet, hvor håndteringen af hans dysleksi har været vidt forskellig og haft stor indflydelse på hans selvværd, selvforståelse og tro på faglige evner.  


Uforstående lærere

Da Mathias startede i skole, fik han også sine første erfaringer med, hvordan hans omverden reagerede på hans dysleksi. Der var en manglende fælles forståelse blandt lærerne. Det førte til, at han blev udsat for lidt af hvert for at ”modvirke problemet”. Han blev blandt andet præsenteret for en lang række ekstra undervisningstimer og fritagelse for oplæsning i klassen. Nogen af lærerne udgjorde en støtte for ham, mens andre knap nok ville anerkende hans dysleksi, og de udfordringer den medførte. Det affødte en lang række misforståelser, når det kom til hans faglige færdigheder og engagement i skolen.

Det kom blandt andet til udtryk, når hans lærer til skole-hjem-samtale antog, at Mathias brugte al for lidt tid på lektier og skulle stramme gevaldigt op – på trods af, at han brugte meget tid på skolen og startede på lektierne, så snart han kom hjem. Heldigvis for Mathias forstod hans familie dysleksien, da hans far selv er dyslektiker. Derfor mødte han meget forståelse og fik god opbakning hjemmefra. Men hvad nu, hvis han ikke havde haft det? Hvad hvis hans familie havde købt skolens fortællinger om hans dovenskab og manglende engagement? Ifølge Mathias var han nok røget i et endnu større hul – både fagligt og socialt.

Dysleksi = Fagligt inkompetent? 

Generelt blev Mathias’ dysleksi ofte forvekslet med dovenskab, og det fik ham til at føle sig dum, på trods af, at Mathias brugte meget tid på skolen og gjorde alt, hvad han kunne, for at følge med i det faglige. Den følelse, han fik, forplantede sig i klasselokalet og medførte en eksklusion fra fællesskabet. Set i bakspejlet savnede Mathias en fælles fortælling i skolen om, hvad Dysleksi er, og hvilke udfordringer lidelsen medfører på den faglige bane. 

Manglen på en fortælling bevirkede, at klassekammeraterne dannede deres egne, ukonkrete fortolkninger og holdninger til, hvad dysleksi er. Det betød, at når der skulle dannes grupper til skole- og projektarbejde, så var Mathias langt fra den første, der blev valgt. Han fik indtrykket af, at de andre elever i høj grad synes, at han var en klods om benet fremfor et stort aktiv i en gruppe. På den måde blev dysleksien en alt for stor del af hans identitet og blev tillagt for stor værdi i forhold til hans faglige færdigheder i sig selv.         

"... NÅR DER SKULLE DANNES GRUPPER TIL SKOLE- OG PROJEKTARBEJDE, SÅ VAR MATHIAS LANGT FRA DEN FØRSTE, DER BLEV VALGT. HAN FIK INDTRYKKET AF, AT DE ANDRE ELEVER I HØJ GRAD SYNES, AT HAN VAR EN KLODS OM BENET FREMFOR ET STORT AKTIV I EN GRUPPE."

HF blev en gamechanger

Heldigvis for Mathias blev HF (Højere Forberedelseseksamen) en ny start, hvor han kunne forlade den kasse, som han var blevet placeret i, på sin privatskole. På HF mødte han en helt anden forståelse for sin dysleksi fra både elever og lærere; hans dysleksi blev blot betragtet som noget, han havde med sig i bagagen. Ligesom der var flere andre elever, der havde forskellige erfaringer og problemstillinger med sig.

Her mødte han en nysgerrighed over for sin dysleksi, men uden fordomme og koblinger til det skolemæssige og sin faglige identitet. Når Mathias reflekterer retrospektivt, så tillægger han sine klassekammeraters livserfaringer fra HF stor værdi. De fik ham til at føle sig ganske ’normal’ og velfungerende i deres selskab. Skolen virkede mere resolut og erfaren i sin håndtering af dysleksien, og den stillede både fysiske hjælpemidler til rådighed og forlængede også den normerede tid til opgaver og eksamener.

Vigtigst af alt håndterede HF dysleksien meget isoleret og endimensionelt uden koblinger til andre elementer. På den måde opdagede Mathias, hvor meget mere end sin dysleksi han var, og hvor meget han fagligt kunne bidrage med i de forskellige skolehenseender. Han lærte at fortælle om sin dysleksi og være proaktiv i forhold til at informere om den og besvare spørgsmål vedrørende den på en åben og dialogsøgende måde. Lige så stille lærte han at acceptere den og leve med den.

 


"Han lærte at fortælle om sin dysleksi og være proaktiv i forhold til at informere om den og besvare spørgsmål vedrørende den på en åben og dialogsøgende måde. Lige så stille lærte han at acceptere den og leve med den."

De gode år på HF blev startskuddet til, at Mathias søgte ind på universitetet, hvor han først færdiggjorde en bachelor i uddannelsesvidenskab og dernæst startede på kandidaten i pædagogisk psykologi, hvor han i skrivende stund lægger sidste hånd på sit speciale – en udvikling i sit uddannelsesforløb som han tidligere ikke turde drømme om. Men opstarten på universitetet bød også på udfordringer, særligt de mange lange og snørklede tekster i pensum, som også ofte var på engelsk. Derfor fik Mathias stillet en læsevejleder til rådighed, som han kan komme hos to gange om ugen. 

På den måde hjælper universitetet ham igennem de lange pensumlister. Han får også længere frister ved eksamener og har fået forlænget sin deadline for specialet med et par måneder. Mathias føler sig anerkendt for det, han kan fagligt, og føler samtidig, at han får den hjælp, han har brug for. En følelse, der bestemt ikke bør tages for givet, men som har været svær at opnå. Dysleksien danner også tematisk ramme om Mathias’ speciale, og han er nysgerrig på, hvorvidt hans historie med dysleksi er et enkelttilfælde eller en historie, der gentager sig, for de 8 procent med lidelsen i uddannelsessystemet.         

Egen historie gennem andres øjne

I sit speciale undersøger Mathias sammenhængen mellem unge individer med dysleksi, deres selvværd og påvirkningen fra de omgivende diskurser og dysleksiforståelser. Her har han erfaret, at hans historie gentager sig. At dysleksien får en for stor identitetsskabende indflydelse i folkeskolen, og at den på en måde bliver gjort til mere, end den er. Det har som effekt, at dysleksien bliver en klods om benet i skolen, og den medfører følelsen af mindreværd. 

"MAN KAN EN MASSE PÅ TRODS AF SIN DYSLEKSI, OG DEN MÅ IKKE GØRES TIL MERE, END DEN ER. MAN MÅ LÆRE AT LEVE MED DEN. LÆRE, AT DEN VIL FØLGE EN RESTEN AF LIVET, OG AT DEN I MANGE HENSEENDER VIL GENERE EN."

Mathias Holme Andersen

For Mathias er budskabet klart:

”Man kan en masse på trods af sin dysleksi, og den må ikke gøres til mere, end den er. Man må lære at leve med den. Lære, at den vil følge én resten af livet, og at den i mange henseender vil genere én. Men man kan sagtens være yderst dygtig og fagligt kompetent på trods af den og være et stort aktiv og bidragsyder i en gruppe.”

Derfor har Mathias også besluttet sig for, at han vil arbejde som PPR-konsulent, når studierne – lige om hjørnet – er færdiggjort. Her vil han hjælpe unge med dysleksi og netop være den voksne person, som han selv manglede i sin egen skoletid.       

Læs også

Artikler

Hvordan man ikke bør håndtere krænkelser

Denne artikel undersøger forløbet og håndteringen af elevkrænkelser, på Filmhøjskolen ”European Film College” i Ebeltoft, i foråret 2021,  med inputs og feedback fra erhvervspsykolog Ditte

Læs mere »