Det værste man kan gøre er at please angsten

Citatet kommer fra 22-årige Rasmus, der har lidt af en lang række forskellige angstlidelser –socialfobi, panikangst, dødsangst, OCD og tvangstanker – siden han var 10 år gammel. Rasmus har været igennem en lang række forskellige behandlingsforløb, men ingen af dem har haft den ønskede virkning. For to år siden lærte Rasmus at konfrontere sig egen angst – og han har aldrig haft det bedre!

Da Rasmus gik i 4. klasse, begyndte han at få det dårligt. Han var træt og kastede op uden nogen logisk forklaring, indtil en læge fik den mistanke, at symptomerne kunne skyldes psykiske problemer. Rasmus blev udredt på ungdomspsykiatrien i Herning, hvor han fik konstateret angst, depression og GUA (gennemgribende udviklingsforstyrrelser). Han fik tilbudt behandling i form af forskellige antidepressiver, og da Rasmus fik det bedre, blev han erklæret rask af lægerne og begyndte at trappe ud af sin medicin.

”Dette førte dog til, at jeg fik det usædvanligt dårligt med masser af nedture, angst og tiltagende OCD. Jeg havde stort set ingen kontakt med familie og venner, men tilbragte næsten al min tid på sofaen. Jeg var også nødt til at droppe ud af folkeskolen,” fortæller Rasmus. Han blev udredt på voksenpsykiatrien i Risskov i en alder af 17 år og fik her igen konstateret OCD, angst og depression.

For to år siden kom Rasmus i behandling hos Malene Klindt-Bohni, der som psykolog har specialiseret sig i udredning og behandling af OCD, angst og traumer. Ifølge Malene er der mange, der tackler unge med angst, på en forkert måde: ”Helt overordnet er den bedste støtte på mange måder stik imod alle instinkter. Det, der hjælper den unge angstramte på kort sigt – såsom beroligelse og undgåelse af det, der udløser angsten – er oftest med til at vedligeholde angsten på længere sigt. Derfor er målet i første omgang ikke at fjerne angsten, men at støtte den unge i at udfordre angsten i passende doser.”

Denne metode har også haft en gavnlig effekt for Rasmus, der har lært at udfordre sig selv og sin angst. ”Det værste man kan gøre er at please angsten og give den ret i, at der er en masse ting, som man ikke kan. Dermed være ikke sagt, at man bare skal hoppe på hovedet ud i alting, men man skal ikke give op og lægge sig på sofaen og slå sig til tåls med sin angst.”

Som forældre kan man ofte komme til at støtte angsten frem for den angstramte. Psykologer og lærere er ikke ligeså følelsesmæssigt involverede, men fælles for alle er de dilemmaer, som man står overfor, når man har at gøre med en angstramt. Ifølge Malene Klindt-Bohni er der nogle generelle ting, som man skal være opmærksom på, uanset hvilken relation man har til den unge.

”Det er vigtigt, at man modstår sin ’ordne-refleks’, når man skal støtte en ung med angst. Når man i bedste mening forsøger at hjælpe, falder man nemt i ved at fortælle den unge, hvad man synes, den unge skal gøre … hvis bare han eller hun kunne slappe af og tænke og handle anderledes, så ville vedkommende få det meget bedre. Problemet er, at man meget nemt kommer til at signalere, at det bare er et spørgsmål om at tage sig sammen, når man i bedste mening forsøger at hjælpe”, siger Malene Klindt-Bohni.

I stedet kan det være en rigtig god idé, at man som forældre eller lærer hjælper den unge med at adskille angsten fra personen selv ved at spørge: ”Hvad er det, angsten siger?” frem for ”Prøv at tænke på noget andet.” På den måde skærmer man ikke den unge fra situationer, der udløser angsten, og dermed er man heller ikke medvirkende til at vedligeholde den unges angst.

”Problemet består i, at man indirekte sender besked til den unge om, at en situation, der fremkalder angst, er farlig. I stedet bør man sammen med den unge undersøge, hvordan vedkommende kan udfordre sin angst med små skridt. Denne metode kaldes også for eksponering. På den måde får den unge lige så stille opbygget erfaring med, at angsten er falsk alarm, og at situationen i virkeligheden ikke er farlig”, siger Malene Klindt-Bohni..

Rasmus har nu lært at kontrollere sin OCD uden, at den udvikler sig til angst. For ham handler det ikke om at komme over det og blive rask, men om at leve med sine lidelser. ”OCD er kronisk, fordi det er mit tankemønster, som den er gal med. Det er svært at rette op på, men hvis man lærer signalerne at kende, så hjælper det meget. Jeg har desuden lært at snakke med mig selv og vende tingene inde i mit hoved. Det har jeg brug for, hvis jeg skal kunne fungere,” siger Rasmus.

Rasmus har fået bevilget et fleksjob og har i de seneste to år arbejdet som ufaglært på et landbrug i Midtjylland. Han er fortsat på medicin, og det forventer han at være resten af livet.

Malene Klindt-Bohni har netop udgivet bogen Støt unge med angst, der både henvender sig til forældre og fagprofessionelle. Bogen formidler den nyeste viden om angst og angstlidelser, årsager til angst og effektive behandlingsformer. Endelig præsenterer bogen en lang række hands-on-redskaber til, hvordan man kan støtte og hjælpe på den mest hensigtsmæssige måde.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *