De usynlige børn – Om alkoholisme og omsorgssvigt i middelklassen

Går du nu, er du ikke længere min datter er titlen på Anne Bitschs seneste bog, som udkom på dansk i starten af 2019. Bogen beskæftiger sig med det at vokse op i en ’pæn’ familie, som ingen mistænker for at være dysfunktionel – og derfor er der heller ikke nogen, der griber ind. I Danmark er det ikke kutyme at blande sig, men med Annes bog, er der lagt op til en ransagning af, hvad der egentlig foregår i ’de pæne hjem’.

”Måske bliver man nødt til at begynde et andet sted. For er det ikke sådan, at uanset om man så eller ikke så, og uanset om man taler sandt eller ej, når man siger, at man ikke så og ikke forstod, så er problemet netop de stereotype forestillinger, der udgør vores kollektive syn på psykisk sygdom og alkoholisme?”

Sådan spørger Anne Bitsch i sin bog “Går du nu, er du ikke længere min datter” og taler ind i vores kollektive opfattelse af, hvornår og hvordan man er psykisk syg eller har et alkoholproblem. Udover at forfatte bøger beskæftiger dansk-norske Anne sig også med forskning, særligt inden for emnerne menneskerettigheder, køn og seksuel vold. Hun modtog i 2017 den norske kritikerpris for bedste sagprosaudgivelse med ovennævnte dokumentaristiske beretning, som særligt handler om hendes opvækst med en mor, der var bipolar og havde et alkoholmisbrug.

I bogen behandler Anne også temaer som omsorgssvigt, køn, vold og seksualitet. Det har været et ønske for hende at være med til at bryde svære tabuer og hjælpe folk til at se og forstå, når børn og unge lider under dårlige opvækstvilkår.

Et samfundsmæssigt perspektiv

Annes bog udmærker sig ved at kombinere den personlige historie med regulær forskning, hvor hun har indsamlet en masse kildemateriale, som ligger til grund for bogen. Det giver læseren et samfundsmæssigt perspektiv på de tunge tematikker. Men ingen tvivl om, at det også har været en bearbejdning for Anne at skrive bogen.

”Det at skrive og udgive denne bog har på alle måder ændret mit liv; mit forhold til mig selv, min mor og vores fælles historie”, siger hun.

For Anne har det været vigtigt at anlægge et bredere perspektiv på sagen, som ikke kun genspejler hendes egen opvækst i en familie med psykisk sygdom, incest og misbrug. Hun kobler derfor hele tiden sin personlige historie op på en samfundsmæssig kontekst og lægger op til debat omkring omsorgssvigt i middelklassehjemmene – for hvad går galt, når ingen griber ind i tide?

At finde sin egen stemme

Udover at sætte fokus på tabubelagte emner har bogen også medvirket til, at Anne har kunnet tage sin egen historie tilbage.

”Det er en væsentlig pointe, at den der oplever omsorgssvigt ofte også har en følelse af, at krænkeren sætter spørgsmålstegn ved virkelighedsforståelsen hos den omsorgssvigtede. Konsekvensen heraf er, at den der er udsat for omsorgssvigt kan begynde at tvivle på sin egen fortælling”, forklarer Anne.

Tvivlen kan give anledning til, at den omsorgssvigtede må spørge sige selv: Er det nu også rigtigt, når jeg oplever at verden er på den her måde? Er det mig, der overfortolker? Er det slet ikke så slemt?

Sådanne selvkritiske spørgsmål er med til at presse den, der er blevet omsorgssvigtet yderligere, fordi hun ikke længere stoler på sin egen mavefornemmelse. Det har derfor også været en del af Annes skriveproces at finde sin egen stemme og genvinde ejerskabet over sin fortælling. Det har givet hende vilje til at turde tro på sin egen opfattelse af virkeligheden.

Tilgivelse – en ensom beslutning

Ifølge Anne er det at tilgive et andet menneske ikke en let beslutning. Det vrede barn kan i mange år nære et stærkt ønske om at tilgive, men vejen derhen er belagt med tvivl og usikkerhed. Det er ikke blot Annes mor, men en lang række voksne omkring hende, som hun den dag i dag stadig har svært ved at tilgive.

”Det er helt op til den enkelte at bestemme, om man kan tilgive mennesker, der har skadet og krænket én, og jeg håber bogen og dialogen med mine læsere kan være med til at gøre den beslutning lidt lettere og mindre ensom at bære”, lyder det eftertænksomt fra Anne.

Der er altså ikke et klart svar på, hvornår eller om det giver mening at tilgive, når man har oplevet et så voldsomt svigt, men alene det at begynde at sætte ord på sin usikkerhed og frustration, kan være med til at lette et åg fra den svigtedes skuldre.

Anne Bitsch er forfatter til bogen  Går du nu, er du ikke længere min datter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *