Temaer

Sammensatte sårbarheder

Traditionelt snakker vi ikke om sårbarhed i flertal. Men en ungeindsats i Randers kommune – behandlingforløbet MyWay, der startede op i 2016 – satte strøm til en ny måde at anskue sårbarhed på.

MyWay er forankret under Randers’ bysekretariat og er et 16-ugers behandlingstilbud for unge i alderen 15 til 25 år.

Ungeindsatsen har til formål at hjælpe ‘gråzoneunge’: Unge der hverken er syge nok til behandling i psykiatrien, eller trives godt nok til at få en hverdag til at fungere. Det er en gruppe af unge, der kæmper med sociale udfordringer, lavt selvværd og eventuelt selvskadende adfærd eller en spiseforstyrrelse.

Det korte af det lange er, at disse ‘gråzoneunge’ er i mistrivsel. De har en kompleks sammensætning af sårbarheder, der ikke kan fikseres som én problemstilling. Med ideen om en sammensætning af forskellige sårbarheder hos den enkelte, går man med MyWay en anden vej end i psykiatrien, hvor man ofte forsøger at symptomreducere – med udgangspunkt i det stærkeste symptom. Den unge kan hurtigt få oplevelsen af, at der slukkes ildebrande. I MyWay er man interesseret i, hvilke komponenter, der er med til at skabe ildebranden.

I behandlingsforløbet indgår tre elementer: 
Individuel psykologisk samtaleterapi, samtalegruppeforløb – som giver spejlingsmuligheder de unge imellem – samt et handlingsorienteret mentorforløb, hvor der arbejdes konkret og praksisrettet med nogle af de unges udfordringer.

MyWay har et grundlæggende fokus på at få kortlagt sårbarhederne hos den enkelte. Det sker i samråd med den unge, som er med til at vurdere, om bestemte sociale aspekter inden for de tre arenaer skoleliv, familieliv og venneliv fungerer overvejende positivt eller negativt.

Bæredygtige forandringer

Mentorforløbet fungerer som en handlingsorienteret aktivitet, der kal understøtte og styrke den udvikling, den unge går igennem i terapien. Det er ofte helt praksisnære udfordringer, som er dukket op i terapien – og som den unge ønsker hjælp til – som mentoren kan hjælpe med at stilladsere.

Eksempler på praktiske gøremål kunne være:

  • at turde benytte sig af offentlige transportmidler
  • at kunne købe ind steder hvor der er mange mennesker
  • at åbne sin Nem-ID
  • at lægge budget
  • at afsøge uddannelsesmuligheder eller facilitering

I mentorforløbet støttes de unge i at blive eksponeret for det, som er svært. I MyWay er der fokus på, at forandringerne skal være bæredygtige – og at de unge selv er med til at lægge stenene til vejen foran dem.

Der hentes blandt andet indsigt og øvelser fra den kognitive adfærdsterapeutiske tilgang ACT (Acceptance and Commitment Therapy), hvor en af ideerne er, at man ikke nødvendigvis skal reducere det sårbare. De unge lærer redskaber til at leve med deres sårbarheder, rumme og acceptere dem og på den måde frigive energi til at gennemføre et studie og få en hverdag til at fungere.

Hvad siger de unge?

MyWay er blevet taget rigtig godt imod af de unge, der har gennemført behandlingsforløbet. Flere af de unge peger på, at MyWay har haft følgende betydning for dem:

  • Man er ikke alene om de svære ting
  • Man har fået mere opmærksomhed mod sig selv og egne behov
  • Man kan få hjælp til at finde retning i livet

At forstå sine sammensatte sårbarheder og lære at leve med dem – og navigere i de følelser og tanker det medfører – det er dér, hvor MyWay virkelig kan gøre en forskel for en ung i gråzonen.

Læs mere om MyWay-metoden her.

Referencer

Christian Nielsen, Jens og Helle Rabøl Hansen (2019): Kunsten at håndtere sårbare ungdomsliv – en håndbog med erfaringer og metoder fra ungeindsatsen MyWay

Se også relevante arrangementer:

pige kigger ud af vinduet

Læs mere om kurset her